Aula som et public-service social medial for børn og unge?

Fantastisk vision Rasmus

— men Aula kan simpelthen ikke bære vægten af dine drømme!

Demokratiet begynder i børnehøjde, og her spiller public service en central rolle.

Ordene er Rasmus Kjeldahl’s.

Det er en enkel og fuldstændig fantastisk vision.

Jeg vender tilbage til Rasmus’ vision, men tager lige en afstikker først.

Meta i modvind

Fulgte du med i denne sensommers mediehistorien om Meta’s påvirkning på børn og unge? Den historie er vigtig til at understreje timingingen af Rasmus’ vision.

Hovedpersonen er Lotte Rubæk, hun er psykolog, leder af team for selvskade under børenepsykiatrisk center i region Hovedstaden. Hun er også leder af Regionens klinisk akademiske gruppe for selvskade. I praksis er hun dermed den fagligt hovedansvarlige for selvskade området i regionen. Hun spiller en hovedrolle i historien.

Dels fordi hun — og hende kollegaer — ved mere end de fleste om hvordan børn og unge påvirkes af sociale medier, og dels fordi hun i en periode over et par år har siddet med i Metas ekspertråd for selvskade.

Lotte opdager, som menigt medlem af rådet af eksperterne i Metas ekspertråd ikke reelt bliver hørt. De bliver talt til, af Meta, men ikke hørt eller spurgt som eksperter. Helt lavpraktisk har de ikke engang taletid på møderne, hvis de har noget på hjerte opfordres de til at skrive en mail …til Meta! Det ligner at Meta bruge rådet som et påskud for at kunne sige “Vi er rådgivet af verdens førende eksperter på det her område”.

Historien bliver kæmpestor, fordi Meta af uransagelige årsager gennem flere procedurere simpelthen glemmer at binde Lotte Rubæk med en NDA (Non Disclosure Agreement). Så da hun får nok af at være spændt for Meta’s PR-maskine, så går hun offentligt ud med sin viden om hvordan Meta’s platforme påvirker børn og unge.

Hun bliver derfor en vigtig stemme i debatten og hun bliver et central vidne i flere centrale retssager og høringer i USA, fordi hun måske er den eneste person i verden, der nogen siden har siddet i et af Meta’s ekspertråd - uden en NDA.

Lotte udtaler også, at Meta udmærket er bekendt med problemstillingen, men hverken de, eller deres Oversight Board har nogen reelle hensigter om at ændre på det forhold.

Hermed bliver Lotte’s historie også vigtig her i Danmark. Simpelthen fordi formanden for Meta’s Oversight Board er tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, som altså i den sammenhæng repræsenterer Meta. Lotte påpeger at Helle på den måde er med til at blåt-stemple Meta’s ageren og hun kan se konsekvenserne heraf direkte i statistikkerne men også i hverdagen, hvor hendes job jo er, at hjælpe de børn og unge som påvirkes.

Lotte synes ikke at det er passende ageren for en tidligere statsminister. Helle synes ikke at hun behøver svare på kritikken eller deltage i debatten. Så hun tager ikke Lotte’s madding: Hun forholder sig tavs som graven.

På sidelinien er der et par journalister på Politiken, som følger sagen tæt. De skriver om forløbet og som publicist medie forelægger de kritikken for Helle, som fortsætter med at forholde sig tavs. Det i sig selv er faktiske mere bemærkelsesværdigt end det umidelbart lyder, fordi det er kutyme at svare pressen når man bliver spurgt. I særdeleshed for en person af Helles kaliber, som — om nogen — kender spillereglerne i medieverdenen.

Så over en periode på 4 uger (det er meget lang tid i medieverdenen) forsøger Politikens journalister at få Helle i tale, men hun kan ikke lokkes frem, hun afviser henvendelser og spørgsmål med en henvisning til at Politikens kildes synspunkter er ‘skøre’.

Esben Bjerre og Peter Falktoft, som er værter på Podcasten “Her Går Det Godt” inviterer Lotte til en “special” af deres program. I over fem kvarter får Lotte — endnu en gang — fortalt hele historien om Meta. Scoop’et er, at Lotte runder af med at fortæller, an hun endelig skal møde Helle. Hun skal allerede senere samme dag deltage i “Q og Co” — Henrik Quotrups podcast. Her skal hun sammen med Lotte Folke, chefreadktør på Politiken og Helle Thorning Schmidt, formand i Meta’s Oversight Board diskutere Meta’s påvirkning på børn og unge.

Men blot en time før “Q og Co” går går live, bliver Lotte Rubæk taget af plakaten, hun får at vide at hun ikke skal komme alligevel, men hun er allerede på vej til studiet, så mens Lotte Folke fra Politiken i stedet må forlægge Helle kritikken, sidder Lotte Rubæk, som altså oprindeliget har fremført den, lige på den anden side af døren ind til studiet. Nogen har besluttet Lotter Rubæk simpelthen ikke er god i en podcast. I Presselogen på TV2 argumenterer Henrik Qvortrup for at det fuldstændig ene og alene er hans egen beslutning som redaktør:

Jeg vurdere simpelthen, at det bliver et bedre interview når Lotter Rubæk ikke er med

Siger Henrik Qvortrup i TV2s “Presselogen”

I Q og Co bliver Helle foreholdt den kendsgerning, at Meta’s platform flyder over med selvskade indhold. Der er ingen til at moderere det. Ikke engen an AI algorithm, som ellers fint kan filtrere bare bryster og dick pics er sat på opgaven. Der er simpelthen ufiltreret hul igennem for billeder af unge som skærere i sig selv. Helle svarer at Oversight Board snarer har til opgave at sikre at Meta ikke tager for meget ned - Helle beskriver deres arbejde som beskyttelse af ytringsfriheden.

Helle forklarer:

Instagram er ikke et medie — det er en platform.

Hun gør det i kontekst af at talen handler om presseetik og medieloven. Det er hendes synspunkt er, at Meta ikke kan gøres ansvarlig for de skader som, deres platforme forårsager unge. Og sandt er det, at Meta ikke er dømt for viderebringelse af selvskade indhold eller ulovlig påvirkning af unges psyke. — de indgik jo forlig (på 17 milliarder USD) efter Lotte havde aflagt sit høringssvar - altså ingen domsafsigelse …endnu!

Kids Social

Tilbage til Rasmus Kjeldahl’s vision. I den sammenhæng må vi alle støtte op om, at når de unge fremover holdes ude af de sociale medier (indtil de er fyldt 15) så må den danske stat — eller EU — være ansvarlige for at skaffe et lødigt alternativ.

Vi drømmer os et nyt sted hen:

• En offentlig platform, som er bygget på åbne standarder og Open Source software.
• Reklamefri.
• Modereret.
• Hvor et feed ikke er boosted af en algoritme.
• Som respekterer børn og unges rettigheder — og som beskytter dem for psykiske skader.
• Hvor platformen ikke er ejet af en privat virksomhed, som har et kommercielt incitament til at tjene penge på børn og unges data.
• Som understøtter det som børn og unge har brug for — det vil sige, giver dem en stemme og mulighed for at deltage i udvikling og udvidelse af platformen.

Og så står jeg bag Rasmus i hans vision om at en sådan social platform skal være ansvarlig.

Det er Public Service formatet skal skal redde os.

Men det er ikke Aula der skal redde os

Uanset om Aula skal skottes og genbruges, eller om vi blot skal udvide den, så vi vil den aldrig kunne bære vægten af den vision.

Aula er bygget som en centraliseret web- og app-applikation. Den er designet til høj datasikkerhed (GDPR), stram adgangsstyring (via Unilogin/MitID) og dataintegration til kommunale fagsystemer (som elevadministrative systemer og pædagogiske platforme). Aulas datamodel er strukturerede hierarkier (Kommune, Skole, Institution, Klasse, Elev, Forælder). Det er udviklet til envejs- og tovejsmeddelelser (opslag, beskeder, kalendere, fravær), ikke til åbne, dynamiske netværksgrafer eller sociale feeds. Systemet har hverken algoritmiske anbefalingsmotorer eller indholdsfiltre, ingen videostreaming-arkitektur i skala, ingen komplekse moderationsværktøjer og intet udvekslingslag på tværs af tilfældige brugere uden for en skoles regi.

At bede Aula om at fungere som et public service socialt medie svarer teknologisk til at bede et hjemmelavet tidsregistreringssystem om at fungere som et videoredigeringsprogram.

Det vil komme til at koste en veritabel formue at bede NetCompany om at udvide funktionaliteten i Aula, så den kan fungere som et socialt medie. Og det vil bliver et moster af en platform.

Men det er ligegyldigt for Rasmus’ pointe. Han siger netop:

En sådan løsning kan se ud på mange måder. I Børns Vilkår er vi mest optaget af, at det er en platform, der er blottet for skadelige designs og algoritmer, og som stimulerer og understøtter de gode fællesskaber og respekterer børn og unges rettigheder.

Civic

I Mind over Machine — Fonden for Regenerativ Softwareudvikling — har vi også en vision. Som ikke bare er politisk, men også teknisk.

En Europæisk Fri og Open Source infrastruktur, hvor mennesker kan kommunikere, deltage og tilgå troværdige tjenester uden at blive produkter af den software, de bruger.

Vore vision hedder Civic. I et essay beskriver jeg hvordan Jürgen Habermas, Michel Foucault og Lucy Suchman bliver lukket ind i et escape room og først lukket ud når de har designet fremtidens platfrom for fri offentlig digital samtale. Det er en lidt skør præmis, placeret i en fiktiv kontekst. Det er ret vildt, det de kommer ud med. Læs essayet her: Escape room: Habermas, Foucault og Suchman designer fremtidens sociale medier.

“Civic” er også arbejdstitlen på Mind over Machine’s tekniske beskrivelsen af fremtidens Pan-europæisk vision for en ny type af sociale medier, som taler ind i vores fælles vision for interoperabilitet, digital suverænitet og borgerskab. Det er altså ikke kun en social og politisk ambition men også en konkret teknisk løsning, baseret på Open Source og åbne standarder. Ikke engang specielt kompliceret, så The Usual Suspects vil nok ærge sig; det er ikke hér der kan faktureres 10 millader ud af statskassen. Strategien er meget lig den som Tyskland har valgt for deres TI sundhedsplatform som er bygget som Open Source på åbne standarder (også Matrix).

Hele visionen er beskrevet i en selvstændig projektbeskrivelse: Civic. I den tekniske løsning kunne man sagtens onboarde børn og unge som det første skridt i beskyttede alderscensurerede rum. De protokoller som Civic bygger på, er allerede designet til at understøtte moderation og sikker kommunikation.

Som tidligere beskrevet ligger udfordringen ikke så meget i selve visionen eller den teknisk implementation, men i at få politisk opbakning til, at det rent faktisk er dét vil vil. Visionen er fuldstændig i tråd med EU’s visions om digital suverænitet og interoperabilitet, men det er ikke en vision som passer godt ind i det offentlige Danmarks sædvanlige indkøbsmønster af digitale systemer.

EUs’ anbefaling af:

Offentlige midler = Offentlig kode

…er helt enkelt ikke en vision, som rimer særligt godt med SKI (Staten og Kommunernes Indkøbsservice). Der er brug for at vi tænker ud af boksen.