Hvor bliver regeringens vision for digital suverænitet af?

Kærkommen kritik, tak Asbjørn

— men vi kigger det forkerte sted hen!

Men mens vi venter på, at regeringen præsenterer et strategipapir med en ambitiøs plan, overser vi det reelle problem: Visionerne findes allerede. De ligger blot i EU, mens Danmark selv er låst fast i en indkøbsspændetrøje.

Hvis vi mener digital suverænitet alvorligt, er der nogle strukturelle betingelser, som er unikke for Danmark, som vi bliver nødt til at konfrontere.

EU har visionen – og den hedder Open Source

EU kommisionen har for længst forstået det: Digital suverænitet opbygges ikke ved at købe “europæiske” monolitiske, fragmenterede, lukkede cloud-løsninger fra de samme 10-15 konsulenthuse – som ville være den danske strategi. Kommisionen peger på (EU Open Source Strategy) at det opbygges gennem Free and Open Source Software (FOSS), åbne standarder og grænseoverskridende interoperabilitet (Interoperable Europe Act). EU’s vision handler om at eje sin egen kode og dele infrastrukturen med sine naboer, så ingen enkeltleverandør eller fremmede nationalstater kan holde offentlige myndigheder som gidsel.

Ministeren har faktisk en vision — men vi sidder fast

Christina Egelund — vores digitaliseringsminister (mm) — var i Deadline på DR (24. september 2026) hvor hun sådan set virker pænt visionær - omend værten Christian Bennike’s halv-aggressive gun slinger journalistik stjæler mange af hendes udmærkede pointer.

Hvorfor sker der så intet i Danmark? Fordi vores offentlige IT-indkøb er overladt til en uambitiøs SKI-konstruktion, der i praksis favoriserer et monopol af store systemintegratorer og licenspushere (“The Usual Suspects”) som griner hele vejen i banken (Husk: Ejendomsvurderingssystemet fungere stadig ikke, og vi er nu på over 10 milliarder DKK, betalt at de danskernes lommer til…).

Systemet er angivelig konstrueret så det skal være nemt for offentlige myndigheder at lave mini-udbud, men prisen på den lange bane er reelt næste ubetalelig, dels fordi den skævvrider markedet og placerer al styring hos meget få aktørere, og IT-arkitekturen udvikler sig som selvstående og isolerede systemer, som tvinger os over i en kasse-tænkning, i stedet forfor at tænke langsigtet i interoperabilitet og suverænitet.

De leverandører, der sidder på de tunge SKI-aftaler, lever af proprietære licenser og dyr konsulentvedligeholdelse. De har notorisk specialiseret sig i at dumpe prisen på selve tilbuddet, og så slå til på at efterfakturere at det, som der ikke stod noget om i udbudsmaterialet. De har nul interesse i Open Source, åbne protokoller eller fælleseuropæiske løsninger, der blot ville gøre dem udskiftelige og undværlige.

De kan godt li’ turen ned i banken!

Er SKI i opløsning — eller bare opblødning?

Det er der desværre intet der tyder på. Men under press fra EU blev det problematiske closed-loop system tvunget til at åbne for de Dynamiske Indkøbssystemer, måske nok et skridt i den rigtige retning på papiret. Men realiteten er, at den nye fordør kun åbner op til foyeren, alt andet er det samme. Indkøbsmønstrene har overhovedet ikke ændret sig. Pengene fosser stadig ud af de offentlige IT budgetter og ned i de samme 15-20 leverandørkasser.

Det er fantastisk, at KL og kommuner som Aarhus, København og Ishøj forlanger “digital handlefrihed”. Og kommunernes OS2 samarbejdet er et udtryk for den rette tænkning, men reelt ikke med særlig stor gennemslagskræft. Som Asbjørn også påpeger, så udstiller det bare problemet, at visionerne nu kommer nedefra, som græsrodsbevægelse og spredte kommunale initiativer – og ikke fra regeringen.

Det virker som om at den danske ageren i forhold til EU ambitiøse strategi er modstræbende at tilpasse vores egen vanetænkning, når vi er tvunget til det af EU lovgivning — men ikke reelt at diktere nogen vision selv, endsige annektere EU’s ambitiøse vision.

Se mod Tyskland: Et konkret eksempel på fremtiden

Tyskland har i modsætning til Danmark ikke ry for at være et stærkt digitaliseret samfund. Men alligevel viser de vejen for hvordan rigtig digital suverænitet og interoperabilitet ser ud i praksis. I Tyskland har myndighederne satset på den åbne decentraliserede beskedprotokol Matrix og udviklet TI (TelematikInfrastruktur) under organet Gematik. Hele koden frit tilgængelig som Open Source.

TI er en sundhedsbeskedplatform. Teknisk set kunne Danmark i morgen gå sammen med tyskerne og udnytte og hjælpe med at opbygge en fælleseuropæisk, krypteret og sundhedbeskedplatform baseret på open source teknologier. En platform, der med et slag kunne både suverænitetsikre og interoperabilitetssikre “Min Læge”, “Min Sundhed”, “Sundhed.dk” og de tunge, proprietære moduler til patientkommunikation og videokommunikation i patientplatformen.

Det ville give os fuld kontrol over vores egen data, reducere milliarder i fremtidige licensudgifter og i softwareudvikling fordi koden er Open Source — og skabe en reel europæisk styrkeposition.

Det vil kræve et gennemgribende anderledes syn på offentliges indkøbsvaner end dem som hersker i dag, så måske er problemet i al sin enkelthed at så længe The Usual Suspects er på krammer med regeringstoppen, så foregår der ting i kulissen og bag lukkede døre, som vi ikke ser.

Tænk ud af boksen — og ud af landet

De fleste softwareudviklere og IT-arkitekter ved udmærket godt, at det meste kode allerede er skrevet. Udfordringen er næsten altid at sætte det vi har sammen på en ny måde. Derfor starte de fleste analyser i det felt med at tænke:

Der må være andre før os, som har haft de samme udfordringer, og som har fundet løsninger på dem. Lad os se om vi kan genbruge deres kode.

Det er vel det som EU har i tankerne, når det lufter store visioner for interoperabilitet.

I software kredse kaldes strategien ofte for Piggybacking. Du tager noget open source du kan lide, fork’er det (‘fork’ som i ‘gaffel’) og bygger videre på din egen kopi. Den er ekstremt effektiv og meget billigt. Og indenfor Open Source fuld ud accepteret af alle spillere og bidragsydere.

De Europæiske initiativer på AI og LLM bliver ofte hånet for at ligge laaaaangt bagud og med håbløst inferiøre budgetter sammenlignet med dem vi kender fra Silicon Valley. Et godt eksempel er tidligere omtalte Deadline, hvor værten Christian Bennike kommer helt op i det røde felt over EU’s komplet uambitiøse budget. Og nærmet skælder Christian Egelund ud for at være naiv hvis vi tror Open Source modeller kan konkurrere med Silicon Valley. Og tanken om at en en kinesisk Open Source model skulle finde vej ind i det offentlige er ham så frastødende, at han stadig er pæonrød i hovedet, som han akavet takker af.

Men det er ren ignorance fra Bennike’s side, som i endda i samme udesendelse har haft både Philip Róin (DR’s kinakorrespondent) og Marcel Mirzaei-Fard (Vært på DR’s ‘propmp’ podcast) på besøg, og som begge har forklaret ham, at Open Source AI og LLM er en reel magtfaktor.

Eksempler er Europæiske systemer som Holo-3.1 og Loes som piggyback’er på eksisterende open source projekter (Qwen og DeepSeek). Og de er langtfra lamme, inferøre eller ubetydelige og de koster ligepræcis en brøkdel af hvad Silicon Valley’s proprietære løsninger koster at udvikle.

Jeg siger ikke at det er Holo og Loes som skal redde os, men den strategi de lægger for dagen er den rigtige. De bygger videre på eksisterende Open Source kode, og de deler deres egen kode med andre. Det er sådan man opbygger digital suverænitet.

Herhjemme i Danmark har vi Nobodywho som også udvikler 100% dedikeret til Open Source, og som har udviklet en række open source værktøjer til at bygge AI og LLM løsninger, cloudless og udelukkende baseret på Open Source modeller. Suverænt!

Visdommen ligger ikke i pengene, men i mængden af kloge hoveder som biddrager!

Konklusion: Stop med at vente — kræv Open Source og åbne standarder — tving leverandørerne til at dele koden og samarbejde.

“Offentlige midler = Offentlig kode!”

Alt andet er blot tom snak, mens vi fortsat betaler regningen til The Usual Suspects, der de facto ejer vores digitale fundament.

Visionerne er enorme og højtflyvende hos dem vi siger vi skal stå sammen med — Europa. Visionerne er bare ikke kommet til Danmark — endnu. Vi er stadig nede i vores sædvanlige kasser.